Foto: Gudmand

mandag den 2. marts 2009

Evaluering af ugen og DM-inde

En let uge med 110 km er nu overstået. Gode 1500m intervaller i tirsdags og gode løb til DM-inde tyder på at jeg er i rigtig god 10km form. Det lykkedes ikke at genvinde begge mesterskaber fra sidste år men er dog stolt af min indsats alligevel. Jeg kunne godt mærke at hverken tempoet på 3000 m eller 1500m var behageligt, men det gik da alligevel. På 1500m var det min manglende syreudholdenhed som gjorde udslaget. Men for en gangs skyld blev det nogle seværdige løb takket være Jacob Hannibal og mig selv på 3000m og nok mest mig på 1500m. Der var ikke noget fedtspilleri for en gangs skyld, som vi har set de sidste mange år. Også i de yngre årgange viser især skive drengene at de ikke er bange for at give den gas. Vel nok det bedste løb til DM var duellen mellem Thijs Nijhuis og Jeppe Harboe på 1500m om søndagen. Jeppe som den klart bedste 800m løber havde umiddelbart speeden som fordel, og Thijs satte da også fart på fra starten for at køre ham træt. Jeppe viste dog initiativ ved at rykke udefra, men med 200m igen rykker Thijs igen og en hårdt kæmpende Jeppe må nøjes med en 2. plads få tiendedele efter. Det var et super spændende løb med 2 unge løbere der ikke er bange for at tage initiativ. Det giver håb for fremtiden! Også Martin Sørensen fra Skive venter ikke til de sidste 200 meter med at vinde et løb, det er godt at se.
Det skal da også lige nævnes at Emil løb en rigtig flot 3000m i ny pr. 8:43 min. Også Morten Hejlskov og John Kristensen havde et godt DM. Morten, som har døjet en del med skader, løb under 9min på 3000m og 4:06 på 1500m hvilket gav ham bronze på begge distancer. John blev nr.4 fra B-heatet og løb 1:59.07. Han skulle nok have løbet i A-heatet.
Alt i alt en god weekend, dog lidt synd at hallen var så varm som den var i år. Det var ikke super godt for os garvere.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar